Vælg dato herover og derefter klik på det tidspunkt du ønsker at se filmen nedenfor. Find mere information om filmen længere nede på siden.


Tirsdag 11. juni
Artist Talk m. Søren Solkær

Artist Talk m. Søren Solkær

Artist Talk m. Søren Solkær

Søren Solkær (født 1969) er uddannet fotograf ved foto- og film-akademiet FAMU i Prag og har igennem de sidste 25 år fotograferet portrætter af fremtrædende personer fra den globale offentlighed. Han har udstillet på gallerier og museer over hele verden, og hans værker er repræsenteret i både private og offentlige samlinger.

Søren er i særdelshed kendt for sine toneangivende portrætter af internationale kunstnere indenfor musikkens, filmens, litteraturens og billedkunstens verden. Han har foreviget kunstnere såsom Amy Winehouse, Paul McCartney, Björk, Adele, Pharrell Williams, Samuel L. Jackson, David Lynch og Patti Smith.

Efter 25 års portrætfotografering skiftede Søren fokus til at fotografere naturen. Søren vil tale om udviklingen fra projekter fra sin tidlige karriere inden for portrætfotografering til sit projekt Black Sun, hvor han tilbragte seks år med at følge store stæreflokkes migration fra Irland og England ned gennem Vadehavet i Danmark og Holland til Sardinien, Rom og Catalonien. Inspireret af klassisk landskabsmaleri, kalligrafi og japanske træsnit har Søren skabt en række grafiske billeder af landskabet og de store stæreflokke, der i foråret og efteråret giver en mageløs opvisning i kollektiv intelligens og navigationsfærdigheder. De samtidigt organiske og grafiske former er både meditative og højdramatiske når stærene udfører deres sort sol ballet om liv og død.

Black Sun projektet har resulteret i to bøger og har fået meget opmærksomhed i den internationale presse, med omtale i The New York Times, National Geographic, Wired, The Guardian, The Observer, Wall Street Journal, Sunday Times og andre.

Endelig vil han, for første gang, tale om sit nye bogprojekt Socotra, om den isolerede mystiske ø Socotra i Yemen. Her har han fanget fotografier, der beskriver øen med sin unikke biodiversitet, herunder de ikoniske drageblodtræer.

I biografens lounge vil det være muligt at se en udstilling af Sørens unikke fotografier af Amy Winehouse før eller efter foredraget. Det vil også være muligt at købe signerede kopier af et udvalg af Sørens bøger efter foredraget.